cospetto news

Forleden,  i mandags, forsøgte en af beboerne her i min opgang selvmord, heldigvis lykkedes det ikke, og opbuddet af udrykningsbiler , voldsomheder og mennesker, var skræmmende stort.

Mest lod jeg mærke til hvor vigtigt det var for de forskellige at stå i position til at iagttage personen, mens vedkommende blev kørt på båre fra lejligheden og ud i ambulancen - Jeg er "hellig" jeg gik væk fra vinduet, mens det skete, jeg fatter ikke behovet for at svælge i det syn . Jeg gik ned på gaden da politiet opsøgte mig for min udtalelse (som alle de andre beboere i ejendommen).

Men nede på gaden gik snakken, og mest om hvordan personen havde set ud, hvor skørt vedkommende havde opført sig dagen før osv osv.

så taler jeg med et familie medlem igår, som fortæller mig en anden historie, ligeså gruopvækkende, nemlig om hendes nabos mand som i 3 måneder har været på inetnsiv efter en hjerneblødning. Det er meget alvorligt og han flyttes nu på plejehjem, mens udskrivningen fandt sted, var en læge kommet hende i møde, og havde sagt følgende :" det kan vist bedre betale sig med en kiste istedet for".

 Jeg finder den råhed, hårdhed i begge tilfælde skræmmende, men måske meget i takt med dagens politiske virkelighed. Enhver er sig selv nok, og de der falder ud af systemet, de er legalt bytte for alle former for overgreb.

jeg græmmes, og kan man beslutte aldrig at blive syg/afhængig af systemet, så er det vist den klogeste mulige beslutning man kan tage.

vel og vredt læst

cospetto

Egentlig synes jeg mange, undertegnede inklusiv, sløser med ordene.

At ord fortjener  større præsicision og ikke bare sløset væk i en lang malstrøm.

At sproget kan blive meget smukt og sanseligt ved præsicision.

Jeg forestiller mig, at det er som at smide 100 ord ind i en bobbel og så ud af alle de ord, nøjes med bare et enkelt, som udtrykker den følelse , det udtryk som de 100 er fællesnævnere for.

Jeg er godt klar over sætninger, prosastykker og digte ikke bliver lange, men hvilke sætninger.

Jeg lægger nu et link ind,

der er rigtig meget nærvær i det, hvis man giver det en chance og lader sig medrive og bare nyde det. Det tager 6:30 minutter  af dit liv og mange vil sige at det keder dem længe før det næsten giver det en chance. Over 1 million har klikket ind og nydt det.

Det er synd at opgive ved første klik , fordi det kan noget helt helt specielt, det er kunst på et højt plan og ses meget meget sjældent udørt.

 Here goes:

http://www.youtube.com/watch?v=zKQgTiqhPbw

Il Postino, handler jo også om Pablo Neruda og hans metaforer og ildfulde digte

Den ustadige, fra kaptajnens vers

     Mine øjne fulgte

     en mørkhåret pige,der gik forbi.

Hun var som det sorte elfenben

som mørkviolette druer,

og hun piskede mit blod

med sin ildfulde bagdel.

     Efter dem alle

     går jeg.

En lys blondine gik forbi

som en plante af guld,

vippende med sine gaver.

Og min mund gik hen

som med en bølge

for at udlade lyn af blod

på hendes bryst.

     Efter dem alle

     går jeg.

Engang

- for længe siden -

14 år helt præcist,

var der en film......og en mand

Manden hed Massimo Troisi,

hans rolle var Mario Ruoppolo ,

han forelskede sig i Beatrice Russo, spillet af en siciliensk skønhed ved navnet Maria Grazia Cucinotta.

og i guder, når filmen er sådan et mesterværk skyldes det for største parten Massimos kraftpræstation.

med et vidunderligt  italiensk landskab omkring Positani og Napoli som baggrund for Massimos stille poetiske mimik og stemme, hans generte fremtoning, hans ydmyghed som rækker længere end til blot skuespil, alt sat ind i filmens storyline og ud kommer

genialitet.

filmen hedder Il Postino, den er lavet i 1994, og Massimo døde stort set med det samme, efter filmen var færdig af hjertestop.

Massimo vidste han var syg, men mente filmen var vigtigere -

Den vandt 7 (mener jeg) Oscars og den tåler gensyn på gensyn.


Hvad er det den film kan?

Den viser på bedste vis uden nogen former for prætentiøsitet,

                          at livet er nuet.

En stille poetisk film, som mestrer hemingways intention bedre end hemingway selv,mestrer evnen til at beskrive livet og dramatikken i en intens stemning af stilhed......

alle modebevægelser,alle de millioner mode-selvhjælps-forfattere  som tjener kassen på at prædike"det rigtige liv", alle de desperate mennesker som forsøger at leve efter deres foreskrifter osvosv.

Men det kan siges så enkelt i en ydmyg mands figur,

alt er fortalt,

det handler ikke om andet og mere, ingen komplicitet,ingen behov for prædikestole eller guruer.

ægte visdom er enkel

det forstod massiom troisi

den visdom viste han med sin rolle som Mario